send dit brev her

 Du kan også besøge os personligt i Basen.

2017-04-21 12:35:04

Alder: 23
Køn: pige

Kære brevkasse hvis ens forældre har udsat en fo…

Kære brevkasse hvis ens forældre har udsat en for vold men lover de ikke gør det mere og har fortrudt kan man så stole på det og skal man tilgive dem fordi de selv er blevet udsat for vold som barn, eller fordi man skulle lære at sige fra? Undskyld det blev lidt kort og ikke så detaljeret men ved ikke helt hvad jeg ellers skal skrive, så i må meget gerne skrive igen hvis i mangler nogle oplysninger. Knus fra lille mig.

2017-04-22 08:35:35

Hej lille dig på 23 år. Mange tak for dit brev. Jeg har skrevet et ret langt svar, da du, så vidt jeg kan se, har skrevet herind en del gange gennem den sidste 1½ uge. Hvis dine forældre tidligere har udsat dig for vold men lover, at de ikke vil gøre det mere, og har fortrudt, så synes jeg da, at du skal tilgive dem, og så må de vise dig, at du kan stole på dem. Først ved ikke at udsætte dig for fysisk vold. Dernæst ved at vise dig, at de er villige til at arbejde med jeres indbyrdes forhold. Med det mener jeg, at jeres forhold formodentlig er præget af uklare grænser, overskridelser af hinandens grænser og mange konflikter. Vold er jo en reaktion på, at man er uenig om nogle ting og har konflikter om det og ikke kan finde ud af at tale om det. Når man har svært ved at finde ord, eller har svært ved at respektere den andens synspunkt, kan det for nogle blive så vanskeligt at finde ud af at udtrykke frustrationen på en ordentlig måde. Dertil kan komme en følelse af magtesløshed. Dette til sammen kan gøre, at nogle slår ud i frustration. Det gør det ikke i orden at slå, men den, der slår, er nødt til at få indblik i, hvorfor det er, man reagerer sådan, for at kunne begynde at arbejde med at finde andre måder at reagere på. Konflikter vil altid være en del af menneskers relationer, fordi vi har forskellige måder at se ting på, forskellige synspunkter og holdninger. Men det er vigtigt at kunne tale sig igennem konflikter for at nå til enighed eller i hvert fald nå frem til en respekt for, at man kan have forskellige synspunkter og være uenig om nogle ting. Når vold har stået på gennem flere år, bliver det et mønster, som kræver meget arbejde at ændre på. Det er et mønster, som også præger relationen, når man ikke slår, i form af andre måder at overskride hinandens grænser: for eksempel ved ikke at respektere hinandens synspunkter eller ikke at respektere, når den anden prøver at sige nej. Det kan tage tid at nå frem til en ligeværdig relation. Men det kan godt lade sig gøre. Det skal tilføjes, at der er nogle mennesker, der faktisk også synes, at det er helt i orden at slå. Det lyder ikke, som om dine forældre hører til dem. Når det nu er sagt, kræver det også et arbejde af dig at være med til at ændre jeres relation. Noget af det, der sker, når man vokser op med vold, er, at ens følelse af, hvor ens egen grænse går i forhold til en masse ting, bliver meget uklar, fordi man har oplevet, at den er blevet overskredet igen og igen, og man bliver derfor i tvivl om sig selv, og hvor ens grænser går. Så vidt jeg kan se, har du igennem 1½ uges tid skrevet herind flere gange. Jeg vil anbefale dig at ringe herind eller skrive på chatten, ligesom jeg kan se, at flere andre rådgivere har gjort. Når du bliver ved med at skrive, fordi du ikke helt synes, at du har fået forklaret ordentligt, hvad det er, du vil fortælle, eller ikke synes, at du helt har svaret på et spørgsmål, så er det måske, fordi du faktisk har brug for at få talt eller skrevet mere grundigt om det. Det er svært at få den mere grundige snak her i brevkassen, fordi vi er forskellige rådgivere, der svarer, og det tager lidt længere tid at svare, end det gør i telefonen eller på chatten. Det er nemmere at få en ordentlig dialog på telefon og chat. Held og lykke med det. KH

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Christa

Se svaret

2017-04-18 20:19:39

Alder: 15
Køn: pige

Hej Min mor og jeg har levet med en voldelig sted…

Hej Min mor og jeg har levet med en voldelig stedfar siden jeg var helt lille. Han har altid slået min mor meget voldsomt, og har været ved at slå hende ihjel. Han har aldrig slået mig, men han har rørt ved mig forskellige steder på kroppen. Det er rigtig ubehageligt, og hver gang min kæreste snakker om sex, bliver jeg bange og utilpas. Er engang blevet så utilpas at jeg kastede op. Mit spørgsmål er om min stedfar må gøre det? Hvis jeg ikke har sagt nej? Hilsen en forvirret pige

2017-04-19 22:27:40

Hej pige på 15 år. Tak for dit brev. Jeg er glad for at du skriver, så du ikke skal være i tvivl, om din stedfar må røre dig forskellige steder på kroppen. Det må han selvfølgelig IKKE, når du synes, at det er ubehageligt. Så overskrider han dine grænser. Også selv om du ikke har sagt nej. Det er altid den voksne, som skal være opmærksom på, hvor grænsen går. Jeg kan blive meget i tvivl om at din stedfar kan fornemme din grænse, når han er voldelig i sin adfærd. Jeg bliver selvfølgelig meget bekymret, når du skriver at din stedfar er voldelig overfor din mor. Både på dine ....og din mors vegne. Vold er ikke acceptabelt på nogen måde og det at du oplever vold i din familie, er en sikker vej til at føle sig forvirret, sårbar og utilstrækkelig. Hvis man har det sådan, så er det meget svært at give sig hen til sin kæreste og være intime sammen. Så jeg tænker, at det, at du bliver bange og utilpas, når din kæreste snakker om sex, er en helt forståelig reaktion på den vold, du har oplevet eller oplever. Jeg vil opfordre dig til at ringe til os eller skrive til os i chatten, så vi kan hjælpe dig på bedst mulig måde udfra det, som du lige nu synes er aller sværest. Hold dig ikke tilbage. Sammen kan vi tage et skridt ad gangen til at finde en vej ud af din følelse af at være forvirret. Håber at høre fra din inden længe. K.H.

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Sanne

Se svaret

2017-04-18 11:49:20

Alder: 23
Køn: pige

Kære brevkasse i bad mig om at skrive igen omkrin…

Kære brevkasse i bad mig om at skrive igen omkring dato og rådgiver så det vil jeg gøre her: har skrevet med Herdis og det var den 4/3-2017 kl 10:51:29 håber det var svar nok ellers må i meget gerne skrive hvad jeg ellers skal skrive for at i ved hvem det er. Knus

2017-04-19 20:39:20

Hej igen pige på 23 (lille dig) Det er mig Sanne, som er på brevkassen i dag. Du må undskylde at jeg misforstod dit første brev. Det beklager jeg. Men hvor er det godt, at du har skrevet tilbage og rettet misforståelsen, så vi kan vejlede dig bedre. Jeg forstår nu, at det er dig der har været udsat for aggressivitet og vold, da du var yngre og boede hjemme. Det er helt naturligt og klart at tankerne om, hvad du har været udsat for rumsterer i din hukommelse. Det må være nogle ubehagelige minder, som jeg tænker medfører spørgsmål om, hvorfor skete det og hvad gik galt? Var det min egen skyld, sagde jeg eller gjorde jeg noget forkert osv. Jeg ved ikke om du kan nikke genkendende til nogle af disse spørgsmål og det er heller ikke så vigtigt. Lige meget hvad det er for tanker, du gør dig, er det vigtigt at dele dem med nogen. Så de muligheder, som Herdis skrev i sit svar, er du stadig velkommen til at gøre brug af. En anden mulighed er, at du tager fat i en af de voksne, som jeg tænker må være knyttet til dit bosted. Jeg er sikker på, at de vil gøre alt, for at du kan få klarhed over at det var og er forkert at udsætte et barn/ung/voksen for de ting, som du spurgte om og at du ikke selv bære nogen skyld. Jeg håber at mit svar giver bare lidt mening for dig. Ellers lad os høre fra dig. Stort knus

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Sanne

Se svaret

2017-04-16 14:36:44

Alder: 23
Køn: pige

Kære brevkasse, jeg skriver til jer igen fordi i …

Kære brevkasse, jeg skriver til jer igen fordi i har nogle spørgsmål som i ikke har fået svar på. Det var min far der gjorde det , og det har stået på hele barndommen . Jeg har talt med min mor om det og det er rimelig stoppet nu . Jeg bor på bosted. Det er mig som har skrevet knus fra lille mig (bare så i ved hvem det er)

2017-04-17 22:42:26

Kære pige på 23, Tak for dit brev. VI er flere som besvarer breve her på brevkassen, så fra det, du skriver nu, kan jeg desværre ikke finde dine tidligere breve og være sikker på, at det er dig, der også har skrevet dem. Så kan du evt skrive til os igen med oplysning om, hvornår du har skrevet og hvem, der har svaret dig. Så kan vi meget bedre hjælpe dig, og vi skal nok svare hurtigt - dvs inden for 24 timer. DU kan også ringe til os i Basens åbningstid. Så kan vi tale med dig, hvis det er bedre. De venligste hilsner

Anne

Se svaret

2017-04-13 10:51:29

Alder: 23
Køn: pige

Kære brevkasse, jeg er nødt til at skrive til je…

Kære brevkasse, jeg er nødt til at skrive til jer igen fordi i har misforstået mit brev da jeg skrev om det var ok at blive udsat for vold , er det fordi det er mig det er gået udover og jeg er ikke forældre som i nok har tolket det, er ked af jeg ikke fik formuleret mig ordenligt. Det er mig som har skrevet \\"knus fra lille mig\\"

2017-04-13 12:53:32

Kære pige på 23 år. Tak for dit brev, det er godt at du skriver igen, når nu svaret var baseret på en fejl forståelse af dit første brev. Jeg har læst dit første brev og det korte svar er nej, det er ikke i orden at udsætte sit barn for nogen former for vold. Det er ulovligt og også skadeligt for et barn at blive udsat for vold. Fordi det kan skade et barn at vokse op med volden. Barnet kan få problemer senere i sit liv på en række områder, så som lavt selvværd, følelsen af ikke at være elsket, tristhed og en række andre ting. Jeg tænker at de spørgsmål som du har stillet om vold, at det er den vold som du selv er blevet udsat for. Nu skriver du ikke så meget hvem der har udsat dig for vold, og i hvor mange år at din barndom som du blev udsat for vold. Og jeg får lyst til at spørge dig om du har talt med nogen om det, enten dengang eller nu ? Og mon volden er stoppet, bor du mon for dig selv, eller sker volden stadig ? Jeg ved ikke hvor du bor, men hvis du bor i nærheden af København, så har du mulighed for at komme til samtaler hos os. Du skal ringe til foreningen og bede om en samtale med en rådgiver. Hvis du bor væk fra København. så har vi også mulighed for at samtale med dig pr. tlf. Du kan også skrive til vores chat, der kan du også få mulighed for at fortælle din historie og få rådgivning via chatten. Du kan læse vores hjemmeside og finde oplysninger, både om chatten og om personlig rådgivning. Jeg håber at du kontakter os, så at du får en mulighed for at tale om dine oplevelser. Mange hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2017-04-12 16:52:38

Alder: 23
Køn: pige

Kære brevkasse. Har lige nogle spørgsmål jeg h…

Kære brevkasse. Har lige nogle spørgsmål jeg håber i vil svare på. Jeg spørger fordi jeg ikke ved det så det er et ærligt spørgsmål. 1. Er det ok at kaste ting efter sit barn 2. Er det ok at holde fast i sit barn 3. Er det ok at sparke til sit barn når det ligger ned. Det skal lige siges at det blev gjort i vrede. Self ved jeg godt vold er forkert, men synes bare det er svært at finde grænsen. Knus fra lille mig

2017-04-12 22:53:16

Kære \"lille du\". Lad mig svarer dig, ved at sige at enhver form for aggressivitet overfor et barn er psykisk vold. Og hvis det medfører fysiske handlinger, som at sparke eller kaste ting efter sit barn, så er det også fysisk vold. Vi kan som forældre virkeligt blive udfordret på vores tålmodighed og vore grænser, når ungerne folder sig ud og er trodsige og umedgørelige. Det er kun naturligt, at man kan føle sig magtesløs og vred i sådanne situationer. Men vi har et ansvar som de voksne til at formidle vores vrede over for vores børn, på en sådan måde, at vi ikke krænker dem. Måske kan det hjælpe dig at sætte dig i dit barn situation. Vil du selv acceptere at blive udsat for de ting, som du spørger til? Hvis du har brug for yderligere vejledning i, hvordan du skal tackle barneopdragelsen, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til din kommunes sundhedsplejersker. De har helt sikkert nogle fif til, hvordan du kan tackle den uundgåelige vrede overfor dit barn, således at du ikke er i tvivl, om du har overskredet grænsen for voldelig adfærd. Kærlig hilsen og held og lykke med udfordringen.

Sanne

Se svaret

2017-04-11 20:51:28

Alder: 16
Køn: pige

Hejsa \\\'\\\'brevkassen\\\'\\\' - jeg håber inde…

Hejsa \\\'\\\'brevkassen\\\'\\\' - jeg håber inderligt at I sidder inde med nogle gode råd, og en form for vejledning. For snart 5 måneder siden fandt jeg mig denne her fantastiske kæreste, igennem et par rigtig gode veninder. I starten var han en rigtig såkaldt \\\'\\\'fuckboy\\\'\\\' som havde sex med 2 forskellige piger, mens vi startede på at have noget, det meldte så ud i, at vi slet ikke havde kontakt i en måned, men da han blev ved med at holde kontakten kørende, endte det ud i at vi fandt sammen. Efterfølgende var jeg selvfølgelig rigtig nervøs, fordi jeg ikke var helt sikker på, hvad det egentlig var at han ville med mig, men nu har vi været sammen i godt og vel 5 måneder, og jeg elsker ham mere end noget andet. For omkring en måneds tid, måske halvanden måned, ændrede det hele sig. Men først og fremmest bør jeg nok forklare noget mere om hans fortid, og barndomshistorie. Som barn boede han i Tyskland, men ham og hans mor blev banket af hans far, hans far kommer oprindeligt fra Albanien. Derfor flygtede ham og hans mor så til Danmark, og boede efterfølgende på 3 forskellige krisecentre, og han gik på omkring 5-6 forskellige skoler, indtil at han så er endt her, tæt på en by ved mig, der endte de for omkring 3-4 år siden, af hvad jeg ved. Han er nu begyndt at fortælle mig alle de ting der, også har jeg også observeret en del selv. Hans mor har nævnt overfor ham, at hun er meget jaloux anlagt, når det kommer til hans \\\'\\\'kæreste liv\\\'\\\' - derudover bliver hun meget nemt ked af det, og han må så sidde og bruge flere timer på at trøste hende, også selv om han er hjemme ved mig. Disse ovennævnte ting, har jeg så konfronteret ham med, da jeg føler det er forkert - og da det også er rigtigt svært at stå og forholde sig til på sidelinjen. Når jeg har nævnt de ting, bliver han ofte sur og kan godt finde på at tage fat i mig, hvilket jeg hurtigt siger, at det brydes jeg mig ikke om, og at jeg ikke vil have at han skal tage fat i mig. Når han så vil gøre det hele godt igen, begynder han ofte at pille ved mig og lægge op til sex... men når jeg så afviser eller beder ham om at stoppe, bliver han bare ved og siger, at han ved jeg godt kan lide det osv. Og jeg tør ikke rigtigt at sige mere fra end det, da han før har reageret meget voldsomt på det, når jeg har sagt at jeg synes det er forkert, og at jeg føler hans udnytter og misbruger mig.... Jeg tror nemlig lidt selv, at det fordi han selv bliver forskrækket og ked af det når han gør det, fordi han nok \\\'\\\'ønsker\\\'\\\' at jeg godt kan lide det, eller godt vil have det. Hvad kan jeg gøre??? -Hilsen en fortvivlet pige....

2017-04-12 22:03:39

Kære fortvivlede pige. Tak for dit brev. Jeg er glad for at du skriver, fordi jeg kan godt forstå, at du er i et dilemma. Jeg tænker umiddelbart at det kunne være godt for dig at skille det at din kæreste har en barsk fortid med en voldelig far, flugt og en mor der lyder til at være afhængig af ham og så jeres forhold. Du kan ikke ændre på de oplevelser, som din kæreste har med sig i sin bagage. Jeg kan godt forestille mig, at det har givet ham og hans mor et meget specielt nært forhold, som med tiden forhåbentligt bliver mere rummeligt og klart med hensyn til rollefordeling. Jeg kan kun give dig ret i, at det ikke er sundt at hans mor bliver jaloux på hans \"kæreste liv\" og at han skal være den voksne, som trøster sin mor, når hun har det skidt. Tiden kan muligvis ændre deres forhold, enten ved at hans mor bliver tryg og lærer at klare sig, eller ved at han lige så stille og roligt siger fra overfor rollefordelingen. Det kan være, at der skal proffesionel hjælp til, men det må din kæreste og hans mor finde ud af sammen. Du kan \"kun\" lytte til din kærestes tanker om sit forhold til sin mor. Det er den bedste hjælp, du kan give ham. Til gengæld er det vigtigt, at du ikke er passiv og accepterende i jeres forhold. Spørg dig selv om du vil acceptere at føle dig misbrugt og udnyttet? At du accepterer at dine grænser bliver overskredet? Det er så vigtigt, at du ikke slækker på dine grænser, fordi du har ondt af ham. Det er så vigtigt, at du siger fra og forlanger at han respekterer, at du ikke har lyst til sex, når det er tilfældet. Det er jo ikke det samme som at sige, at du aldrig har lyst til sex. Der skal to til at danse tango, og hvis den ene ikke har lyst, så bliver der ingen tango. Længere er den ikke. Så vær tro mod dig selv. Et nej eller et udtryk om at der er handlinger, som du ikke bryder dig om, er det bedste, du kan gøre. Vær ærlig og stå fast, det kommer du og din kæreste længst med. Tænk lidt over det og hold dig ikke tilbage med at skrive igen, hvis du har brug for det. Bedste tanker og ønsker. God påske

Sanne

Se svaret

2017-04-05 16:08:28

Alder: 23
Køn: pige

For at starte med vil jeg gerne sige, at jeg har t…

For at starte med vil jeg gerne sige, at jeg har tænkt rigtig meget over, om jeg skal dele min historie med jer, om jeg overhovedet er en af de offere i snakker om og om min historie overhovedet er værd at skrive ned? Men hvorfor egentlig ikke. Jeg hedder xxxxx og er 23 år gammel og bor i Flensburg, Tyskland. Jeg er blevet opmærksom på jer igennem UC SYD Aabenraa, hvor i har holdt et fordrag om ”bryd tavsheden”. Da i startede ud med at sige, hvor mange (gennemsnitlig) af alle dem, der deltog i fordraget, kender til eller har oplevet vold i hjemmet, fik jeg en rigtig dårlig mavefølelse, da jeg vidste, at det faktisk var en af dem. For at fortælle helt fra starten af, og for at belyse lidt til ”temaet”: I sommeren 2015 kom jeg sammen med min ekskæreste. Han var ti år ældre end mig og havde allerede to børn. De første måneder kørte vores forhold som det skulle og jeg flyttede rigtig hurtig sammen med ham, da jeg havde brug for et sted at bo. Jeg vidste godt han havde meget temperement og var hurtig til at få oppe og køre. Da han også var meget optaget af fodbold og tit var med til de store kampe, fik jeg også med hvordan han var på der. Jeg turde aldrig rigtig at spørge ind til, men jeg regner stærkt med, han var en af dem man kalder for ”hooligan”. På de ture drak han ufattelig meget og kom altid fuld hjem, som jeg i starten ikke havde noget i mod. Det hele startede omkring et halvt år efter vi kom sammen, hvordan han pludselig flippede ud over små ting, som egentlig ikke var det værd. Jeg kan huske de første gange, hvor jeg blev helt forskrækket, undskyldte mig og tænkte det ville være i orden igen, sådan var det dog desværre ikke. Han blev altid ved og var sur over mig i timevis. Når vi nu snakker over små ting, kan jeg gerne give et eksempel for, hvad han flippede ud over: Jeg var ude og hente morgenmad kl. 11 i weekenden (det var allerede en faktor for, han blev sur, fordi vi begge to sovede længe), han bedte mig om at tage en rejeost med fra buko når jeg nu alligevel var undervejs. Da jeg dog selv ikke spiser sådan noget, vidste jeg ikke hvordan den så ud, og han forklarede mig det var en blå æske jeg skulle kigge efter. Da jeg så var ude og handle, fandt jeg så ikke den rejeost han nu gerne ville have, og tog i stedet for en anden Buko ost med i en blå æske. Da jeg så kom hjem, og bordet var dækket, stilte jeg de købte varer på bordet. Da han så fik med at det var den forkerte Buko ost, flippede han fuldstændig ud, slog på rundstykkerne så der var krummer over det hele og skældte mig ud. Idét vi skændtes over den forkerte ost blandede han tit andre ting med ind, som for eksempel jeg skulle være ham utro, fordi jeg kørte med en dreng over til universitetet hver dag. For at han ikke skulle være mere sur på mig, undskyldte jeg mig altid selvom jeg vidste det var forkert. Desuden blev der altid kastet med nogen ting som ikke rigtig kunne gå i stykker, men alligevel med en fart på at både hunden og mig fik et gevaldigt skræk. Andre gange blev han sur fordi jeg havde en anden mening end ham, eller gjorde noget andet, end han ville. Det endte altid med at han sov på sofaen eller jeg i børneværelset, hvis jeg så overhovedet kunne sove, for han kom altid ind for at diskutere videre. Den første heftige ”skænderi” havde vi, da vi skulle til et musical i Hamborg, som jeg fik af ham til julegave. Jeg kan huske vi skændtes over, at jeg skulle til et gruppemøde i skolen, inden jeg kunne tage afsted sammen med ham. Da han mente han havde planlagt noget i Hamborg, som nu ikke længere kunne lade sig gøre, blev han sur. Vi skændtes så meget, at han ikke ville tage afsted med mig. Jeg bedte ham om, at tage derhen sammen med mig, da det jo netop var hans julegave til mig, men det ville han ikke. Igen råbte han af mig og jeg ”sov” igen i børneværelset. Næste morgen pakkede jeg alle de ting jeg skulle bruge (også billeterne) til at tage til Hamborg og kørte over til skolen. I skolen fik jeg så tusind vis af beskeder, at jeg jo alligevel ikke ville køre med ham, siden jeg havde billeterne med, at jeg jo bare skulle have spurgt ham igen og så videre. Det var så det nye tema vi kunne skændes over. På et eller andet tidspunkt var jeg tom for energi, svarede ham ikke, tog ikke telefonen og ignorede ham fuldstændigt. Da jeg ikke ville have at billeterne ikke kunne bruges, tog jeg afsted sammen med en veninde. Næste dag kørte jeg hjem til ham, hvor han for første gang undskyldte sig, fordi han var bange for at miste mig, var hans ord. Indtil da var det (efter min egn mening) kun psykisk vold han gjorde mod mig, dog ændrede det sig også. Jeg kan huske vi kom hjem fra en fest. Vi var begge to godt berusede og lagde os i sengen. Da jeg bare ville sove, og han ikke ville det, blev han sur på mig, fordi jeg ikke ville sove med ham. Han begyndte igen med at blive højt i tonen, og for at undgå endnu et skænderi tog jeg min dyne og pude og gik ud af sengen, for at sove i børneværelset. Her begyndte han så endnu mere at hidse sig op, og skænderiet var godt i gang. Da vi så stod der midt i stuen skete det første gang han gav mig en lussing. Jeg blev så forskrækket og bange at jeg begyndte med at græde endnu højere og ville til at hente nøglen for at tage hunden og bare gå. Da jeg ikke kunne finde nøglen, da han havde gemt den, lå jeg mig ind i børneværelset og grædt mig i søvne. Siden da endte vores skænderier ofte med at han skubbede mig eller slog huller i væggen/døre. Anden gang han udøvede vold over for mig var, da vi (igen) var oppe og skændes og jeg rørte han nye tattoo (som ikke var med vilje). Her slog han mig på skulderen to gange i træk. Så efter et par dage havde jeg to blå mærker på skulderen som min kollega på arbejde opdagede. Her var det første gang jeg virkelig løj for min ekskæreste. Jeg snakkede ikke med nogen over det der skete i vores hjem, da jeg altid var bange for, at jeg selvom jeg var så ulykkelig, ikke ville kunne klare et liv uden ham, jeg var nærmest afhængig af ham. Jeg levede mit liv for at tilfredsstille ham, hvis det nu skulle være alt den kørsel (da det var min bil), hvis det skulle være sexlivet eller andre ting, hvor jeg vidste han ellers ville flippe ud. Ved siden af den fysiske vold, blev den psykiske vold også værre og værre. Da jeg gennem forholdet tog omkring 15 kilo på (trøstespisningen), var der selvfølgelig også en ny grund at gøre mig mere ned. Jeg følte mig simpelthen så dårligt, at jeg til sidst ikke turde tage tøjet af, foran ham. For at gøre det ikke længere end det allerede er, og jeg kunne nok også blive ved med at fortælle om forskellige situationer, hvor han virkelig nedgjorde mig, vil jeg gerne også fortælle hvordan jeg nåede at gå fra ham, da det egentlig er den pointe jeg ville hen til. Jeg var på arbejde, hvor jeg så fik beskeder fra ham, hvor jeg havde lagt hans fodboldkort. Da jeg dog ikke anede hvor den var, og jeg heller aldrig har lagt hans kort et sted hen, sagde jeg at jeg baklagede og ikke vidste hvor den var. Her vidste jeg så allerede at det kom til et skænderi når jeg var hjemme. Da jeg kom hjem ledte jeg med det samme efter det kort, fordi jeg vidste han ellers ville flippe ud med det samme. Da jeg dog ikke kunne finde kortet kom det til et stor skænderi. Her tog jeg så alt viljen sammen og sagde jeg ville gå fra ham, da jeg ikke synes det kørte som det skulle. Her tog han så fat i min arm (at jeg havde blå mærker efter), skubbede mig så meget hen til døren at jeg også havde blå mærker på ryggen, gik hen til vinreolen, tog en flaske og løb hen mod mig. Her holdte jeg bare hænderne foran ansigtet og skreg. Inden der dog skete noget, gik han tilbage igen og stillede flasken på plads igen. Da han også igen tog nøglen fra mig, tog jeg bare hunden, mobilen og løb. Jeg ringede til min mor for at fortælle hvad der var galt, fordi jeg vidste jeg umuligt ville kunne gå tilbage til ham igen, hvis min mor vidste hvad jeg var udsat for. Han var indset han havde et stort problem og har fået hjælp. Nu 8 måneder efter ligger jeg i min seng, i min egn lejlighed, på en ondsdageftermiddag, min hund ved siden af mig og tænker hvor glad jeg er, jeg har været stærk nok til at gå fra ham.

2017-04-06 15:27:40

Kære pige på 23 år. Tusind tak for dit lange brev om dine oplevelser med en voldelig mand. Jeg synes bare, at det er så sejt og godt gået, at du i tide forstod at jeres forhold ikke var sundt og godt og at du havde modet til at forlade din kæreste. Jeg vil lade brevet stå, så andre kan læse det og lære af det. Jeg ønsker dig held og lykke med dit liv uden en voldelig kæreste. K.H.

Sanne

Se svaret

2017-04-04 22:03:45

Alder: 14
Køn: dreng

hej min far slår mig hele tiden jeg kan ikke lide…

hej min far slår mig hele tiden jeg kan ikke lide det jeg bliver slået hvergang når jeg kommer hjem fra skole min far bliver hele tiden sur jeg gider ikke mere jeg vil gerne væk fra min far vil gerne have et nyt live hjælp mig

2017-04-05 14:40:32

Hej dreng på 14 år. Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du skriver til os. Det kan ikke være rart at komme hjem til en sur far, som oven i købet slår dig. Det er jo forbudt ved lov at slå sine børn, så nogen skal hjælpe dig med at få din far til at forstå, at det er strafbart at slå. Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din bedste skolelærer, så du kan bryde tavsheden og få den hjælp, som du har brug for. I første omgang vil man forsøge at hjælpe dig og din far til at få et godt liv sammen, hvor du ikke udsættes for hverken trusler om vold eller vold for den sags skyld. Det er kun hvis den hjælp I kan få ikke har føre til bedre og trygge forhold for dig, at man vil se på om det er en løsning at du flytter hjemmefra. Du har ikke nævnt din mor, men hvis du har kontakt til hende er det også vigtigt at hun får at vide, hvad du oplever hos din far. Du er velkommen til at skrive til os igen her eller i vores chat, hvis du er det mindste i tvivl om noget. Pas godt på dig selv. K.H.

Sanne

Se svaret

chat med osbesøg os her
se filmen og hør musik