Kategori 7. – 9. klasse

Vinder: 1. præmie
8.x fra Tingagerskolen
Novelle
Fordi han valgte mig…
af Fie Stubgaard Larsen

Jeg var sådan i tvivl. Skulle jeg gøre det? Jeg havde været i tvivl lige siden aftenen før, da jeg fortalte min veninde, at Markus kendte koden til min Facebook profil. Hun blev helt forarget over, hvorfor jeg dog havde givet den til ham. Hvis jeg skulle være helt ærlig, vidste jeg det egentlig heller ikke. Var den nødvendig for ham at have? Han brugte den undskyldning, at det ville gøre ham mere tryg at vide, hvem der skrev til mig. Hvis der nu skulle være nogle pædofile stoddere, som sendte dick-pics til mig, kunne han “ordne” dem, sagde han. Men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tro på. Så jeg gav ham den bare, for jeg havde jo ikke noget at skjule.

Han gik fuldstændig selvsikkert ind ad døren, dengang i 7 klasse, og kiggede på os alle sammen, som om han vidste, hvem vi var. Hans brede smil, mørke velfriserede hår, og brune øjne, gik lige i hjertet på ALLE pigerne, og selvfølgelig også mig. “Du kan sætte dig ved siden af Hannah, ovre til højre,” sagde rektor. Mit hjerte sprang et slag over, da rektor sagde mit navn! Mig? Hannah? Skal den flotte dreng sidde ved siden af mig? Jeg kunne se alle pigernes misundelige blikke, da han satte sig, ved siden af mig. “Hej, jeg hedder Markus,” sagde han.
Markus… sikke et dejligt navn!

Nu gjorde jeg det altså! Han skulle ikke snage i mit privatliv. Så nu ændrede jeg den dumme kode.
Næste dag i skolen havde jeg tænkt mig at tage en snak med ham og spørge, hvorfor han overhovedet ville have den kode til at starte med.
Da han så mig, kom han småløbende med et stort smil på læben. Han havde noget bag ryggen.
“Tillykke med ugen før halvårsdags-dag!” Smilede han og rakte en buket blomster frem til mig.
Når ja! Det havde jeg helt glemt! Om lige præcis én uge havde jeg været sammen med Markus i et halvt år. Tænk, at han huskede det. Og så en hel uge før! Han var da det sødeste væsen på jorden!
Jeg stod helt mundlam. “Men… jeg har jo ikke købt noget til dig?”
“Nej nej, det gør da ikke noget. Jeg er bare glad for at kunne se dit smukke ansigt endnu en gang,” sagde han.
Jeg fik helt røde kinder og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg kyssede ham bare på munden.
Efter skole var vi selvfølgelig sammen, som vi næsten var hver dag. Han hadede, når vi ikke var sammen. Når vi ikke var det, skrev han til mig konstant. Han spurgte, hvad jeg lavede, om jeg var sammen med nogen, og hvem dét så var. Han spurgte også tit, om jeg skulle noget i weekenderne. Det var da selvfølgelig meget sødt, for han bekymrede sig jo bare om mig, det var der jo ikke noget galt i, vel?

“Hvad skal du i weekenden?” Spurgte han, og afbrød min tankestrøm.
Jeg tøvede lidt. “Jeg skal til fest lørdag aften.”
“Hos hvem?” Spurgte han brat.
“Andreas fra årgangen.”
“Ham der ryger og har den røde knallert? Jeg synes ikke det er en særlig god ide, at du tager med til hans fest. Der kunne jo ske dig noget.”
“Men… der er også mange andre fra årgangen, der skal med til festen. Og…”
“Hvem skal det?”
“Er det ikke lige meget?” Spurgte jeg uforstående.
“Det er det da ikke! Du kan enten vælge at blive hjemme, eller at jeg tager med!?”
“Jamen så…”
“Vil du ikke også meget hellere ligge og se film med mig herhjemme, end at tage til en kedelig fest?”
“… Jo, okay, det kan vi godt så.”

Han spurgte mig første gang, i slutningen af 8 klasse, om jeg ville med ham hjem. Det ville jeg vildt gerne! Jeg, Hannah, skulle med Markus hjem! I hans hus! Det var der ingen, af de andre piger fra klassen, der havde været. Jeg følte mig speciel. Han kunne have spurgt alle andre, om de ville være hans kæreste, men han spurgte mig! Den dag, i hans hus.

Da jeg vågnede lørdag morgen og vidste, at jeg skulle hjem til Markus senere, fik jeg det helt skidt. Vi havde nemlig skændtes aften før over Skype, fordi jeg tidligere på dagen, havde været sammen med Jonas fra klassen, på grund af nogle lektier vi havde for.
Markus havde ringet mig op om aften med tårer i øjnene, og spurgt om jeg ikke elskede ham mere. Jeg forstod ingenting! Hvad snakkede han om?
“Du fortalte mig, at du ikke kunne være sammen med mig i dag, og så finder jeg ud af, at du er hjemme hos Jonas! Elsker du Jonas?” Råbte han.
“Nej, vi… skulle altså bare lave lektier.”
Han blev helt stille, og tørrede tårerne væk. “Nåårh… Men det kunne du da godt have fortalt mig! Jeg ved jo ikke, hvad du går rundt og laver, når du aldrig fortæller mig noget som helst!”
“Nej det rigtigt, undskyld…”
“Det er okay.” Sagde han selvtilfreds, og lagde på uden varsel.

Dér sad jeg så. Alene tilbage i mørket med dårlig samvittighed. Det var da også dumt af mig ikke at fortælle ham det.

Allerede da Markus og jeg mødte hinanden i døråbningen hjemme hos ham, var stemningen lidt trykket. Jeg havde mest lyst til bare at dreje om på hælen og smutte, men det ville jo være mærkeligt.
Vi gik ind på hans værelse uden at sige et ord til hinanden. Da jeg ikke kunne klare den forfærdelige stilhed længere, brød jeg tavsheden:
“Nå men, hvilken film skal vi så se i aften?”
Stilhed igen. “Det ved jeg ikke,” svarede han koldt med blikket vendt væk fra mig.
Åh nej, han var sur. Jeg hadede, når han var sur! Jeg følte altid, jeg havde gjort noget galt. Hvad var det mon? Havde jeg glemt at skrive godmorgen, eller havde jeg ikke skrevet, da jeg tog hjemmefra tidligere? Hvad var der galt Markus? Hvad var der galt?
Min hjerne kørte på højtryk, indtil min telefon plingede om en besked på Messenger, og jeg koncentrerede mig om det i stedet for. Jeg var åbenbart blevet inviteret ind i en gruppe ved navn “Sove-komsammen” hos Mia. Det var både med drenge og piger fra klassen, kunne jeg se på gruppens medlemmer. Jeg nåede lige at slukke telefonen, inden Markus kiggede mig over skulderen.
“Hvem skriver?” Spurgte han nysgerrigt.
Jeg skulle lige til at fortælle sandheden, da jeg kom i tanke om sidste gang, der var et lignende arrangement, som jeg var blevet inviteret til. Lad os bare sige det sådan, at han var ikke super glad for idéen om, at jeg skulle sove sammen med en masse drenge.

Da jeg tøvede, opfattede han det med det samme.
“Må jeg ikke vide, hvem der skriver til dig?” Sagde han mistroisk.
Jeg svarede stadig ikke. Og til sidst gik han. Han gik helt seriøst bare! Jeg undrede mig over, hvad han skulle, indtil jeg hørte badeværelsesdøren låse. Jeg havde aldrig før følt mig så utryg i hans nærvær. Var han meget vred nu? Hvad ville han gøre? Var det en normal følelse at have det her?
Lige da jeg hørte hans fodtrin på vej ind på værelset, var der en tanke, der slog mig. Jeg havde stadig ikke fortalt det med Facebook-profilen. Jo tættere på hans skridt kom, jo mere nervøs blev jeg. Han trådte ind af døren, og så meget ophidset ud.
“Er du mig utro? Hvem er han? Er det Jonas? Jeg så du skrev med én lige før, og du har ændret din Facebook-kode! Hvorfor har du det? Stoler du ikke på mig?” Hvert ord han sagde, blev højere og højere, og fik mig til at krumme sammen i hans seng.
“Der er ikke nogen,” sagde jeg stille og fik tårer i øjnene.
“Lad vær´ med at lyve for mig, Hannah!” Råbte han.
“Stop med at råbe af mig!” Skreg jeg, og min stemme knækkede i gråd.
Som et lyn på himlen, var han over mig og havde fat i min hage med hans stærke hånd. Han skubbede mig tilbage i sengen, og løftede sin anden hånd. Jeg opfattede ikke længere noget, før hans hånd ramte min kind i et hårdt slag. Jeg nåede lige at se ham i øjnene, hans pludselig mørke og glædesløse øjne, inden jeg lukkede mine og prøvede at tænke på et bedre sted end lige nu og her.
Hvad gik det galt? Alt var så perfekt, indtil den ene dag, som væltede det hele…

Jeg er nu 25 år. Jeg har en skadestuejournal, længere end en gammeldags telefonbog, efter diverse “uheld” på “glatte trapper” og “uheldigt placerede lygtepæle”. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv mon ville have set ud, hvis jeg havde sagt stop den ene dag. Ville alt så være anderledes i dag?