send dit brev her

 EVALUER BREVKASSEN HER!

2018-06-12 15:08:52

Alder: 15
Køn: pige

Hej, jeg skriver fordi jeg har en projekt opgave o…

Hej, jeg skriver fordi jeg har en projekt opgave og vi skriver om børnemisbrug for at gøre andre opmærksomme på emnet fordi vi ikke syntes der er nok fokus på det. mit spørgsmål er: Hvad sker der når man har anmeldt børnemisbrug (fysisk vold, psykisk vold, seksuelle overgreb o.s.v)og hvem anmelder man det til? kommer det i retten eller hvad sker der efter man har anmeldt det?

2018-06-12 23:31:10

Hej Dette er et rådgivningsforum og derfor svares der ikke på mails der omhandler skoleopgaver. Skriv til info@brydtavsheden.dk de kan hjælpe dig. Venlig hilsen

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

2018-06-09 14:50:51

Alder: 21
Køn: dreng

Hej, Jeg skriver fordi jeg er enormt meget i tviv…

Hej, Jeg skriver fordi jeg er enormt meget i tvivl. Jeg har en kæreste jeg har været sammen med i ca 3 måneder, hun er super sød og vi har det fantastisk sammen - når hun er ædru. Så snart hun drikker, så ændrer hun totalt person. Hun opfører sig uansvarligt og drikker for meget. Det gør mig rigtig ked af det, da min ekskæreste var mig utro en dag hun var rigtig fuld i byen. Jeg har sagt til hende flere gange, at pga de skeletter jeg har med mig fra mit tidligere forhold, så døjer jeg meget med jalousi og bliver rigtig ked af det og usikker over hun skal drikke sig så fuld. Jeg har erkendt, at jeg er mere sart end andre folk måske er, men sådan er jeg desværre bare. Jeg har sagt til hende, at hvis hun skal være kærester med mig, så bliver hun nødt til at prøve at forstå min grænse og respektere den og så vil jeg også søge hjælp til at blive bedre til at håndtere jalousi. Det var første del af det. Anden del af det, er, at når hun drikker, så bliver hun voldelig overfor mig. Jeg føler det som et slag på min mandom at skulle sige, for jeg er en stor fyr og hun er en spinkel kvinde. Flere gange har vi oplevet, at når vi skændes mens alkohol er involveret, så tænder hun nogengange fuldstændig af og slår og skubber hårdt og uhæmmet og for hver gang hun gør det, så undskylder hun og siger det ikke gentager sig. Det har bare ikke været tilfældet endnu. For nu 2 dage siden, skete det samme igen. Jeg synes hun opførte sig meget uacceptabelt i byen overfor andre fyre, men jeg prøvede at vende det blinde øje til. Da klokken så blev 3, der kunne jeg ikke klare det mere og jeg skrev en diskret besked til hende, at det simpelthen gør mig enormt ked af det at se på. Hendes reaktion var at tage telefonen op, vise beskeden til hendes veninde, putte den i tasken igen uden at svare og flyve videre rundt på dansegulvet. Det blev jeg så sur over, at jeg gik hen til hende og ligesom jeg skulle til at skælde hende ud, så kunne jeg ikke engang sige noget. Der kom så mange tanker i mit hoved, at jeg simpelthen bare gik. Jeg følte mig så trådt på, at jeg følte mig helt følelsesforladt. Næsten som om min kærlighed til hende som kæreste forsvandt. Hun løb dog efter mig, men istedet for at gøre andet end at råbe mit navn uden jeg vendte om, rev hun min trøje fuldstændig i stykker, så jeg måtte gå hjem uden trøje på. Enormt ydmygende, da jeg er flov over min krop og hun også godt er klar over det. Jeg blev så sur at jeg ikke ville snakke med hende og forklarede hende flere gange, at hun enten kunne gå tilbage i byen eller op i hendes lejlighed, for jeg ville ikke snakke med hende nu og i den tilstand. Det fik hende til at løbe ind foran mig og rive fat i mig og igen fik et voldeligt udbrud, hvor hun slog og sparkede mig. Jeg afværgede, fandt penge frem til en taxa til hende, så hun kunne komme hjem og gik videre, men så skete der simpelthen noget jeg ikke troede ville ske. Hun slog mig i hovedet af fuld kraft, hvilket jeg fuldstændig synes er enormt meget over grænsen. Sådan helt utilgiveligt. Der blev talt med store bogstaver overfor hinanden og hun sagde undskyld og var enormt ked af hvad hun havde gjort, men da jeg sagde til hende, at nu var det simpelthen grav alvorligt og hun var nødt til at gå inden jeg ringede efter politiet, slog hun mig i hovedet igen og endnu hårdere denne gang. Dagene efter, har hun undskyldt et utal af gange og lovet det aldrig vil ske igen, fordi hun godt kan se hvor alvorligt det var, men jeg føler simpelthen intet i kroppen når vi snakker. Jeg føler, at jeg har mistet alle de følelser jeg ellers havde for hende også selvom jeg faktisk tror på det aldrig sker igen. Jeg er enormt meget i tvivl om hvorfor jeg føler sådan, for man kan vel umuligt bare stoppe med at elske en person fra dag til anden, men alligevel er det sådan jeg føler det. Jeg er vitterligt ligeglad med hun skriver hun er ked af det og jeg blev ikke rørt af at se hende græde. Er det for tidligt at konkludere det og er det for voldsomt det hun har gjort? Jeg vil gerne lige tilføje, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har lagt hånd på nogen og aldrig kunne drømme om det, så vold som løsning på noget som helst, er for mig en by i Rusland. Jeg håber I kan/vil prøve at hjælpe mig. Mvh

2018-06-12 08:57:27

Kære unge mand på 21 år, Tak for dit brev! Jeg kan forstå at du er meget frustreret over de episoder der er sket med dig og din kæreste, når I har været i byen og hun drikker sig fuld. Du skriver også, at du selv har nogle dårlige oplevelser fra et tidligere forhold, hvor en ekskæreste var dig utro, da hun drak sig fuld i byen. Det er slet ikke ualmindeligt, at gamle erfaringer er med til at gøre os ekstra opmærksomme på, hvordan vi skal passe på os selv, for ikke at blive sårede på samme måde igen, og jeg synes det virker meget fornuftigt, at du har fortalt hende om de erfaringer, for at undgå at situationen gentager sig. Derefter fortæller du om en episode i byen, hvor hun bliver voldelig overfor dig, hvilket ganske forståeligt både er meget grænseoverskridende og ydmygende. Det lyder på mig, som om du på mange måder har forsøgt at forklare hvor dine grænser er, men at det er svært for hende at respektere dem, når hun er fuld, men først kan se det dagen efter, hvilket jo på mange måder er meget problematisk, da du hverkan kan eller skal leve med den adfærd. Når du beskriver dig selv som følelseskold ift. hende, vil jeg tro det er dit eget forsvarssystem som hjælper dig med at sætte en grænse, så du netop ikke skal komme i den situation igen. Det kan være rigtig voldsomt at opleve at man kan blive så kold, men det er kroppen og dit indre nervesystem, som hjælper dig til at reflektere over, om du skal fortsætte dit relation til hende. Det lyder for mig som om hun skal have noget hjælpe til at kontrollere den voldelige adfærd, og jeg vil foreslå at hun kontakter Dialog mod Vold, som kan give hende nogle redskaber, til at bliver klar over hvad der foregår med hende, når hun bliver fuld, voldelig og grænseoverskridende. Held og Lykke! Bedstre hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

2018-06-06 14:45:21

Alder: 21
Køn: pige

Hej, Undskyld hvis det er lidt langt og forvirr…

Hej, Undskyld hvis det er lidt langt og forvirrende, er bare også selv ret forvirret lige i øjeblikket. Min første kæreste nogensinde fik jeg som 15-årig. Han slog, var jaloux, truende, manipulerende og kontrollerende. Låste døren, anklagede mig for at kigge på andre mænd, truede med døden, med at slå, tog en kniv frem, truede med at kaste med ting og hans humør kunne ændres på et split sekund. Jeg blev gravid som 17-årig med ham og fødte som 18-årig. Jeg forlod ham da jeg var 7-8 uger gravid og han slog mig med et bælte, jeg lovede at jeg ville give mit barn en mere tryg opvækst. Senere fandt jeg så en ny mand (den eneste anden end den første jeg nogensinde har været sammen) da min datter var 2/3 og jeg var 20. Han er 37, hvilket jeg først fandt ud af efter måneder fordi han sagde 30. Han er afrikansk, men studerer uni her og har boet her i mange år. Jeg er født her og er halv afrikansk og halv dansk. Men ikke desto mindre, så har han taget min datter til sig som sin egen, han laver mange ting med hende (også alene og os alle sammen), han kan tage på cykleture med hende, giver hende gaver, hjælper hende på toilet, følger hende i børnehave, tager hende med til sit sport, tager hende med ud og besøge sine venner der også har børn og da vi var på ferie introducerede han hende til sin familie (som bor der og er der fra) som sin egen. Derhjemme hjælper han også med madlavning, rengøring og vask. Han er for det meste med os, han opmuntre mig til at se mine veninder (har kun en rigtig tæt, men det er en god ven) og komme til dans en gang om ugen og se min mor (som også er som en bedsteveninde for mig nu hvor jeg er blevet ældre, hun er der altid og støtter mig og efter jeg selv er blevet mor forstår vi bedre hinanden). Men han har virkelig ændret sit liv gået fra singleliv til et familieliv, og vi går kun ud sammen når det har været få gange og generelt taler han rigtig komplimenterende om mig til sine venner og familie og giver mig mange komplimenter. Min familie elsker ham. Jeg elsker ham også og når jeg skriver nu kan jeg ikke se hvad jeg har at brokke mig over men alligevel føles noget forkert. Hans opdragelse er mere streng end min. Før da min datter græd ude offentligt kunne han sige “alle kigger”, “kun babyer græder”. Da hun engang græd pga hun var overtræt tager han hårdt fat i hendes tøj ved hendes overkrop og trækker hende ind og skal til at sige højt/råbe “stop”, jeg fjerne hende dog. Da vi var ude at rejse og hun var træt og græd i flyet skulle han til at skælde ud igen og bad mig om at flytte mig så han kunne komme til, det gjorde jeg ikke og hun faldt i søvn efter 1 minut men han var sur på mig, det samme slete en gang da hun skulle sove, ellers er der mange af den slags episoder hvor jeg synes hun græder og han er for hård. Det er ikke altid bare en gang imellem. Jeg ved det med børn kan være svært og frustrerende og man kan lave fejl, men hvis jeg synes jeg har lavet en fejl siger jeg undskyld til min datter, bliver ikke ved som om det var det rigtige og har det ok med hvis nogen giver mig et råd eller tager hende hvis det hjælper det lige er en anden end mor. Jeg kritiserer ham aldrig for det når det sker, jeg kommer og siger han kan sidde og jeg kan tage over hvis situationen stresser ham. Men når jeg gør det bliver han rasende hver gang og det er mit store problem. Han begynder at svine mig til. Jeg blev også gravid med ham og det er ikke længe siden jeg har født nu her som 21-årig. I graviditeten kunne han blive rasende over hvis min datter sad på skødet og snakke om jeg kun elsker min datter og vil dræbe babyen. Sidst i min graviditet omkring uge 39-40, gjorde det at han blev sur på mig at han rejste sig op og pegede mig i ansigtet og råbte. Jeg gik ud og sov ved min mor. Han blev blot mere sur. En anden gang i uge 40 græd min datter og jeg ville trøste da hun skulle til at sove/eller var vågnet en nat og kaldte meget. Han spærrer mig fysisk ved døren først. Her få dage efter jeg fødte skete der en uenighed ang min datter igen. Jeg står med min datter i hånden og min søn på armen og ammer. Han kommer snakker højt og peger mig helt op i ansigtet (jeg kommer så - ikke så smart, og har det skidt med det - at prikke ham i ansigtet men ikke hårdt selvfølgelig fordi han så så rasende ud at jeg ikkke vidste hvad jeg kunne forvente) , han begynder på den sædvanlige smører (vi skændtes om det samme ca. en gang hver til hveranden uge), om at alle kvinder er djævle, karma kommer efter mig, at han godt kan forstå min voldelige eks og det var mig der havde svigtet ham, at min datter er dum og at han er dum at hjælpe så meget når jeg er så utaknemlig, at jeg ikke har nogle venner fordi jeg er sådan og sådan, jeg er illoyal fordi jeg ikke følger hans opdragelse, at jeg ødelægger min datter og det er derfor hun er sådan og jeg ikke ved hvad kærlighed er og jeg kan gøre med hende hvad jeg vil men hans søn bestemmer han og at jeg burde læse hvordan man bliver en god kone istedet for alle mine romaner og bæger om børns udvikling og tilknytning. Jeg får sagt at hvis jeg skal hører på det hver uge, så har jeg ikke lyst til at fortsætte og at jeg gerne vil han går ud eller jeg kan gå til der kommer ro på. Han siger nej og jeg kan gå hvis jeg kun tager min datter men ikke med vores søn (jeg ville ikke holde dem fra at se hinanden). Sådan er det han snakker hver gang vi skændtes om de samme ting ca en gang hver uge til hveranden. Før sagde han nogle gange undskyld, og at det aldrig ville ske igen, senere lyder det mere som om han gør det fordi det er det rigtige og jeg skal lytte til ham og en dag bliver jeg “perfekt”, så at vi holder sammen uanset hvad, jeg bliver glad hvis han dræber sig selv og det er det jeg ønsker. Derefter går der nogle dage hvor vi ikke snakker eller kan holde hinanden ud hvorefter vi så ligner det perfekte par igen og lader som om intet nogensinde skete indtil næste skænderi. Engang da tingene var rolige sagde han at han godt kunne se han var for hård og vi havde en god snak. Det holdt tre uger. Da jeg endnu var gravid kunne jeg nemt gå ud og fjerne mig fra ham og lave ting med min datter. I graviditeten gjorde udsigten til hele dage hjemme med ham og min datter samtidig mig nervøs og stresset. Nu med en lille baby føler jeg mig så sårbar, jeg kan ikke længere bare gå ud og det er hårdt at tage sig af to små børn selv hvis jeg var alene. Jeg føler mig så forvirret, for han tager sig også meget af min datter og er altid god ved mig og opvarter mig, når vi ikke skændtes, så det er nemmere for mig. Så tager han hende ud og laver ting så jeg kan få sovet, ammet, passet baby i fred og ro, her den første tid også min datter heller ikke føler sig overset. Det gør også jeg føler mig lidt ensom (vi snakker ikke så meget, selvom vi er meget sammen) og forvirret og lidt låst fast. Under min første graviditet og efter fødslen boede jeg ved min mor i 3-4 uger, selvom hun selvfølgelig arbejde elskede jeg at have hende som støtte og snakke med hende om aftenen og det gav meget. Jeg ser stadig min mor et par gange hver eneste uge vi ses tit, det virker også fjollet har boet hjemmefra siden jeg fyldte 18 og har rejst alene med barn og har to børn, men den ensomhed jeg føler især efter skænderier hvor jeg bliver snakket sådan til gør jeg savner at bo hjemme og snakkene om aften eller bare besøgene fra hende om aftenen efter jeg var flyttet fordi det at have nogen at snakke med man stoler helt på og aldrig snakker sådan til en. Men han er også rigtig dejlig, men så er der de ting. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Det er også pinligt hvis det ikke går. Ellers synes jeg selv jeg er kvik nok, har en god familie og tager god uddannelse. Men først en mand der slår og barn som 18-årig, så ny mand ( vi er gift) og barn igen som 21-årig, det er pinligt hvis det heller ikke går og jeg ved jo godt hvad man så tænker om sådan som man hvis msn hører historien. Jeg elsker også begge mine børn så højt og vil jo også have de er frie til at vise følelser og hjemmet føles rart, jeg føler mig også især efter mit første forhold at jeg er virkelig virkelig træt af den slags snak. Men samtidig på trods af det har han virkelig mange mange rigtig gode sider. Mvh

2018-06-07 20:52:59

Kære kvinde på 21 år. Tak for dit brev, det er rigtig godt at du tager kontakt, for jeg tænker at du har brug for hjælp. Jeg tænker også at du er en stærk og sej kvinde. Og det er på INGEN måde pinligt at du har 2 børn med to mænd. Det er sådan dit liv blev. Tænk hellere på hvor stærk du er, du er gået fra en voldelig kæreste, du har været alene med din datter og da du møder en ny mand, så passer du stadig på din datter og beskytter hende, når din mand er for voldsom overfor hende. For det er han, efter hvad du skriver. Det er IKKE i orden at råbe, at gribe hårdt fat og gøre en lille pige bange. Og små børn græder og reagerer på forskellige ting, og det er bestemt ikke for at irritere de voksne, men fordi de er små børn. Så det er så godt at du reagerer og siger fra på din datters vegne. Desværre lyder det som om din mand har nogle andre meninger om hvordan børn skal opdrages. Og desværre lyder det også som om han ikke helt ved hvordan han skal være som far og ægtemand. Jeg ved ikke om I kan tage nogle snakke om forventninger til børn og ansvar som forældre, eller om I kan tale om hvad børn har brug for og hvad de kan klare som små. Jeg tænker også at I har brug for hjælp til at få styr på jeres forhold, hvordan kan I mon få det ? Kan du lede på nettet efter gratis terapi ? Der er terapi uddannelser hvor de studerende tilbyder samtaler, fordi de skal lære det. F.eks har Psykoterapeutisk Institut billigere samtaler. Kik på nettet. Og så tænker jeg at det er rigtig godt at du har kontakt med din mor, jeg håber at du kan tale med hende og være ærlig i forhold til hvordan du har det i dit ægteskab. jeg tænker også at du måske kan tage kontakt til Mødrehjælpen: København, Nørre voldgade 80, 1358 København K, 33 45 86 40,koebenhavn@moedrehjaelpen.dk, www.moedrehjaelpen.dk Email: moedrehjaelpen@moedrehjaelpen.dk. Prøv at kontakte dem og hør om du kan få en samtale. Jeg håber at du kan bruge rådene og at du rækker ud efter hjælp. Og pas på dig selv, og vær opmærksom på at tingene ikke bliver værre. At der ikke kommer vold i forholdet, hverken overfor dig eller børnene. Mange tanker til dig.

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2018-06-05 23:36:01

Alder: 18
Køn: pige

hej med jer. Mit navn er x jeg har en bedste venin…

hej med jer. Mit navn er x jeg har en bedste veninde der i mange år har være social akavet, indtil hun ligesom var tryg ved enkelt personer. vi har været bedste veninder i 5 år. jeg spurgte hende om hun ikke burde få en psykolog til hendes selvtillid, og hvis jeg skal hjælpe hende krævede det self. at hun fortalte mig alle de ting der har sårede hende. hun fortalte mig noget jeg aldrig havde forestillet mig da jeg selv er offer for seksuel misbrug. dog ikke af min farfar :( hun fortæller at før han døde, slog han hende, og rørte ved hende meget fikseret på hendes numse. og klappede hende sommetider også røven, hendes mest traumatiserede oplevelse med ham, var da han ville røre ved hende men hun prøvee at stå imod og derfor rev han hendes kjole op! skrækkeligt i mine øre for en pige på 9 år! hun var efterfølgende i et dårligt venskab med en pige, der psykisk kørte hende ned til at hun sad med kniven på huden flere gange. hun har stadig tanker om at dø, flygte fra det hele. og det gør mig meget bange. jeg ville rigtig gerne hjælpe hende, og har hendes fulde tilladelse, men hendes læges telefon tider er så dumme, ville i kunne rådgive os til noget psykiatrisk? eller er der nogen måde i kan hjælpe min elskede bedste veninde på? alt kærlighed fra

2018-06-07 20:24:55

Kære pige på 18 år. Tak for dit brev og det er godt at du skriver til os. Jeg har fjernet dit navn, fordi vores brevkasse er anonym, så vi skriver ingen navne. Det er flot af dig at du vil hjælpe din veninde. Jeg kan læse at du også selv har været udsat for seksuelt misbrug. Så jeg tænker at I begge to har brug for nogen der kan hjælpe jer. Måske du synes at din veninde har oplevet værre ting end du har, men jeg tænker at I begge har brug for hjælp. Det er helt rigtigt tænkt af dig at kontakte din venindes læge, jeg synes du skal blive ved med at prøve at få fat på lægen. Nogen læge klinikker har både en tid hvor man kan ringe til lægen og andre tider hvor man kan ringe til sekretæren og få en tid hos lægen. Er det også sådan hos den læge som du har forsøgt at ringe til ? I kan også tage på psykiatrisk skadestue på det hospital som er der hvor I bor, men psykiatrisk skadestue hjælper mest når det er helt akut. Jeg tænker at de kan hjælpe jer med at komme videre i systemet. Du kan også kan tage kontakt til Center for Seksuelle overgreb. De hjælper voksne over 18 år der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Du er anonym og behøver ikke sige dit navn. Rathsacksvej 9, 1862 Frederiksberg C, Mail: Kontakt@csm-ost.dk, www.csm-ost.dk. Du kan også læse på deres hjemmeside og de har en chat som I kan skrive til. Jeg tænker at du kan vise det til din veninde, der så kan tage kontakt til dem. Og jeg tænker også at du selv skal have hjælp, huske det. Det er rigtig flot af dig at du vil hjælpe din veninde, og du skal også hjælpe dig selv. Mange hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2018-05-29 22:34:57

Alder: 15
Køn: pige

Hej, min Mor er fysisk, og psykisk voldig For hve…

Hej, min Mor er fysisk, og psykisk voldig For hver dag der går, får jeg flere og flere blå mærker, og bliver kørt psykisk ned.... Når jeg fx. kommer til at gør en lille ting forkert, så bliver der kørt psykisk ned på mig, og jeg blir kaldt muligt...og for det dårligt med mig selv...Jeg har blandt andet cuttet en del fordi jeg har det så dårligt og føler mig ikke god nok. Min mor tror altid jeg gør noget dumt når jeg ikke er hjemme, hun tror blandt andet jeg ryger hash, og når jeg kommer hjem og hun tror det, og jeg siger det ik er sandt hvilket det ik er, for ryger ikke hash, så slår hun, og kaster ting på mig Når folk i skolen spørg indtil mine blåmærker siger jeg altid bare det ved jeg ikke, og lader som om alt er helt normalt

2018-06-03 22:05:24

Kære pige på 15, Tusind tak for dit brev. Det er rigtig godt du nu sætter ord på, hvad du er udsat for. For det er bestemt ike i orden, hvad din mor gør. Du skriver ikke så meget om, hvorvidt der kun er dig og din mor hjemme eller om du har en far eller større søskende. Men jeg vil bestemt råde dig til, at du stopper med at bortforklare dine blå mærker, og arrene efter cutting, når nogen voksne spørger ind til hvad er sker, hjemme hos jer. Det viser jo, at nogen er bekymrede for dig og godt kan se, at noget er helt galt og at du har det skidt. Du er 15 år, så jeg tænker det er rigtig vigtigt, at du får hjælp nu og måske får mulighed for at komme væk hjemmefra- f. Eks. på efterskole. Prøv at forestille dig, hvem af voksne i din omgangskreds, som har spurgt ind til dine mærker, og spm du bedst vil kunne betro dig til. Det kan være et familiemedlem, eller det kan vær din klasselærer eller skoleleder. Fortæl sandheden om, hvad der sker i dit liv og bed om hjælp. Det kan du få, så du kan komme ordentligt på fode igen og blive glad. Så kan du også få et sjovere og bedre ungdomsliv, og det fortjener du virkelig. Så brud det mod, du har vist ved at skrive til os og fortæl det også til en voksne tættere på dig, og som du stoler på. Jeg er sikker på, der er mange som er oprigtigt bekymrede for dig, og som gerne vil hjælpe dig. De varmeste knus herfra

Anne

Se svaret

chat med osbesøg os her