send dit brev her

 EVALUER BREVKASSEN HER!

2018-02-22 17:09:37

Alder: 18
Køn: dreng

Hej. Jeg er en dreng på 18 år, og jeg har først…

Hej. Jeg er en dreng på 18 år, og jeg har først i dag lært at det helved jeg har levet i de sidste 7 år af mit liv, rent faktisk har været vold. I må undskylde hvis det her bliver et langt brev, jeg skal nok prøve at forkorte det. (Side note: Alt det her er skrevet i et dokument fordi jeg skulle have det til at ligne at jeg lavede lektier. Dokumentet er slettet, og jeg har fjernet alle spor af jeres hjemmeside fra min PC) Min historie: Det hele startede omkring 3-4 klasse for mig. Jeg klarede mig fint i skolen, men der blev et enormt tone-skift derhjemme fordi at min storesøster havde fået en diagnose som autist. Derfor blev alt fokus skiftet over på hende, og min mor og min pap-far begyndte at ignorer mig totalt, og de talte kun til mig hvis de hørte at jeg havde glemt at lave lektier, eller hvis jeg ikke var mødt op i skolen. De begyndte at kalde mig for en idiot, og fortælle mig at jeg var dum fordi jeg ikke kunne følge med. Lad mig sige det kort: Jeg begyndte at sakke endnu mere bagud fordi min mor og pap-far fortalte mig at jeg var jo så dum, og sikke en idiot. Min far på det her tidspunkt var flyttet til strandvejen for at leve som millionær, og den eneste kontakt jeg havde til ham var de børnepenge som min mor brugte på smøger, og sodavand. I slutningen af 4 klasse sker der så noget derhjemme som jeg aldrig glemmer. Min søster havde en veninde på besøg, og imellem mig og hendes værelse var der kun en tynd pap-væg, så jeg kunne hører alt hvad der skete. Det der sker er at min søster\\\'s veninde på et tidspunkt begynder at skrige \\"Stop! Stop! Stop! Det gør ondt!\\", min mor løber så ind på min søster\\\'s værelse og river hendes vendinde fri fra min søster. Det viser sig at min søster har revet hendes venindes arm til blod, og at hun har holdt sin veninde fast. Min mor kører hendes veninde på hospitalet og min pap-far sørger for at min søster ikke kommer ud af hendes værelse. Da min mor kommer hjem igen går hun ind på min søsters værelse, råber så højt hun kan før jeg tydeligt kan hører 4 slag til ansigtet med flad hånd. Efter det kommer min mor ind på mit værelse og siger til mig: \\"Hvis du nogensinde nævner det her er sket, så fortryder du det!\\". Efter den episode begyndte min søster og min mor at være mere og mere voldelig mod både vores hund, og hinanden. \\\'Heldigvis\\\' fik jeg kun trusler af min mor, og ikke bank. Da jeg er fyldt 15 år er kampene mellem dem stoppet, og min søster flytter ud til en kæreste i kbh. Min mor vender sig derfor tilbage til mig og starter på at kalde mig en idiot, og dum igen. Min pap-far begynder også på det, og jeg søger en udvej via musik. Det virker til en grad, men jeg vendte hver dag hjem til et sted jeg hvor følte mig usikker, og hvor det første jeg ville hører når jeg kom hjem var: \\"Så er idioten her!\\" I 8. klasse (imens jeg er 15) ridser jeg en dag en grim tegning af min mor der kalder mig en idiot ned i mit bord, og jeg efterlader ved siden af en morsekode med koordinater til Google Maps på. Min lærer opdager intet, og den eneste der forstod noget af hvad jeg havde skrevet var min bedste ven Maria. Hun vidste godt at de koordinater jeg havde sat var der hvor jeg ville begå selvmord. Hun reddet mig den dag fra at springe ved at kravle op på taget hvor jeg var, og sætte sig bag mig og spørge om jeg ville tale om det. Hun nævnte for mig at alt det min mor siger er forkert, fordi hvem er smart nok til at efterlade koordinater? Hvem kan huske så langt et tal i hovedet. Det kunne jeg. Hun fortalte mig at jeg havde en evne til at lære ekstremt hurtigt. Hendes ord var første gang nogen havde kaldt mig klog, og det var nok til at få mig ned fra taget og tage hjem og sove hos hende. 9. klasse rammer, og kun Maria ved hvad der er sket. Mine lærer falder ikke mistanke, og det psykiske misbrug fortsætter derhjemme. Jeg er stadig idioten i huset. Jeg skriver på min uddannelsesplan at min mor ikke støtter mig, og jeg valgte at tone det hele ned så der står ikke på mine papirer at hun kalder mig en idiot, og dum. Min mor griber så fat i de papirer og hun læser kun hendes kapitel igennem. Derefter river hun mine papir i stykker og går ind i stuen for at græde. På det her tidspunkt var jeg så ligeglad med hende at det ikke rørte mig. Min mor kommer så ind med min pap-fars jagtgevær og truer mig med at hun ville begå selvmord foran mig, fordi jeg var så ond en søn. Min pap-far var ikke hjemme så jeg stod alene og skulle som 16 årig overbevise mig mor, som stod med at jagtgevær i munden om hvorfor hun ikke skulle gører det. Jeg for hende overbevist om det til sidst, og jeg for taget geværet fra hende. Hun tog en lang køre-tur og kom så tilbage som om intet var sket. Det største falske smil på læben, og lysende øjne. I dag er jeg 18 år, snart 19. Min mor og pap-far kalder mig stadig en idiot, og dum, og de er begyndt at stjæle penge fra min konto ved at tage mit kort til at købe cigaretter for. Udover det var jeg for 5 måneder siden flyttet til Nykøbing F. for at gå på en skole der, men den skole blev lukket efter 3 måneder af at jeg havde gået der, så jeg blev nød til at komme tilbage. I dag står jeg så med en mor og pap-far som konstant skal kalde mig en idiot, og sige at jeg ikke bliver til noget. Jeg har en udlejer som nægter at betale mit 17.500 kroner i depositum ud til mig, og mine penge forsvinder langsomt fra min konto fordi min mor og pap-far tar mit kort og bruger mine penge, for ikke at nævne at min bedste veninde Maria ikke længere er med os grundet kræft. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg egentlig ikke lyst til at leve. Mit liv er et absolut lorte-hul fyldt til renden med mennesker der forråder og misbruger mig. Desværre har jeg aldrig været en person der gir op, så hvis jeg går ned tager jeg mine forældre, og min udlejer med mig. Det er også derfor jeg søger hjælp hos jer nu. Jeg har virkelig brug for at finde en anden udvej, fordi jeg ved der må være en. Jeg kan bare ikke se den.

2018-02-23 09:21:21

Kære dreng på 18 år. Tak for dit brev, det er en lang beskrivelse af et liv med særligt psykisk vold. Når jeg læser dit brev, bliver jeg forundret over at ingen i din øvrige familie eller i din skole har set en dreng der ikke trivedes, set en dreng der havde brug for hjælp. Du har oplevet mange ting, både i form af familieproblemer med din søster og dine forældres måde at forholde sig til de problemer som opstod. Og du beskriver mange hjørne af dit liv, både den psykiske vold og nu også penge problemer og uddannelsesproblemer. Jeg kan læse i dit brev at du ved at den psykiske vold som du har levet i, kan påvirke ens skolegang og muligheden for i ro at lære og udvikle sig. Jeg tænker at det vil være godt for dig at få talt om de oplevelser som du har haft. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men hvis du bor i nærheden af København, så kunne du ringe til os, og få mulighed for samtaler i vores rådgivning. Du kan også skrive til vores chat og på den måde få hjælp. Hvis du bor andre steder i landet vil jeg anbefale dig at kikke på din kommunes hjemmeside og lede efter en rådgivning til unge. Der vil du måske kunne få samtaler tilbudt. Og jeg tænker at du også skal finde en vej til at flytte hjemmefra. Du kan måske søge et kollegie eller en ungdomsbolig eller leje et værelse. Du har alderen til at starte dit eget liv, hvor du selv bestemmer over dine penge og kan komme videre med de ønsker som du har i dit liv. Jeg håber at du finder din vej fremad, du fortjener et godt liv. Mange hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2018-02-20 12:31:01

Alder: 20
Køn: pige

Hej Jeg ved ik helt hvordan jeg skal begynde. je…

Hej Jeg ved ik helt hvordan jeg skal begynde. jeg kom ud af en forhold for ca. 1/2 år siden og jeg også kommet vider og har fundet en ny. jeg er lykkelig over hvordan mit liv er nu, men det er som om at der altid er et eller andet er går og plager mig. jeg har en ide om at selv om at jeg bliver ved med at gå og sige jeg jeg har der helt fint, har jeg også en ide om at jeg ik har. mit sidste forholde jeg var i var der både fysisk og psykisk vold. jeg prøver bare at glemme alt hvad der er sket, men synes måske det er en lille smule svært. der bliver ved med at dukke noget op som bare minder mig om alle de dårlige ting. jeg kan heller ik lide at være alene mere om aften. jeg kan begyde at gå helt i panik. jeg ved om hvad jeg skal gøre og har ik lyst til at gå til psykolog selvom alle siger at det er det jeg skal. jeg snakker ik rigtigt med nogle om hvordan jeg har det. hver gang der er nogle der spørg, siger jeg bare at jeg har dat helt fint og at der ik er nogel problemer. ved godt at det er lidt rodet skrevet, men håber i forstår det og at i måske kan gjælpe meg med hvad jeg skal gøre for ik at skal blive ved mad at havde det sådan her.

2018-02-21 22:02:26

Kære pige på 20 år, Det er rigtig godt at høre, at du er lykkedes med at komme ud af dit voldelige forhold - og lige nu er i et parforhold, som gør dig lykkelig. Du fortæller, at der både var fysisk og psykisk vold, og at du af og til plages af minder om alle de voldsomme ting, som du blev udsat for - og har problemer med at være alene om aftenen. Det lyder som om, at din krop og hele dit system stadig kæmper med det, der skete dengang. Selvom du forsøger at glemme, så sidder det i dig. Mit forslag er, at du får hjælp til at bearbejde det, der skete dengang, så du kan få det bedre igen. Det behøves ikke være en psykolog, men mange psykologer er rigtig dygtige til hjælpende samtaler. Du kan tale med din læge om det, du oplever lige nu, og eventuelt få henvisning til en person, der kan hjælpe dig. Du kan også ringe ind til vores kontor på 20 67 05 06 for at aftale en samtale med en rådgiver (mandag – torsdag fra 10 – 15), enten i København eller over telefonen. Jeg håber du kan bruge mine råd og kommer videre ;) Bedste hilsner Charlotte

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Charlotte

Se svaret

2018-02-18 22:03:21

Alder: 19
Køn: dreng

Hej. Jeg har i lang tid været i tvivl om min far …

Hej. Jeg har i lang tid været i tvivl om min far har mishandlet mig, dog om det er mishandling eller ej er det stadigvæk nogle hændelser der plager mig i dag. Der har været flere tilfælde i min barndom hvor min far har rusket eller slået mig (Nogle gange en lussing, andre gange en knytnæve) imens han råbte af mig, dog det har aldrig været systematisk, han gjorde det nogle gange når han blev vred, og der er kun en enkel gang hvor jeg fik skade af det (Et blåt mærke på armen). Nogle gange råbte han bare af mig når han blev vred, eller nedlod mig. Han stoppede med at slå og ruske mig da jeg blev teenager, dog han fortsatte med at nedgøre mig, som at kalde mig for en taber, idiot, trussel mod samfundet (Jeg har ikke begået forbrydelser, det var under et skænderi efter at jeg ikke gad at gøre som han sagde) osv. Han gør det dog ikke så ofte i dag. Da jeg talte med min mor omkring det siden at hun har aldrig været til stede mens han slog mig, prøvede hun at bilde mig ind at det aldrig har sket, selvom at jeg kunne huske det klart hver dag siden at det skete. Når jeg prøver at bringe emnet op igen bliver hun sur og prøver at stoppe med at snakke om det. Da jeg var 15 år fik jeg frivilligt psykiatrisk hjælp fordi at jeg var i så dårligt humør at jeg ikke passede skolen, pga. den måde mine forældre behandlede mig, og minderne fra min barndom hvor han slog mig. Selvom at jeg fik medicin blev jeg ikke diagnosticeret med depression, dog der var stadigvæk mistanke om at det var det jeg fejlede. I dag er mit forhold stadigvæk dårligt med dem, og jeg skal besøge psykiatrien igen fordi at min læge har mistanke om at jeg er blevet depressiv igen, og hun har også mistanke om at behandlingen fra min far er årsagen til at jeg selv var voldelig da jeg var barn. Er det min far har gjort mod mig virkelig mishandling, eller tager jeg bare det for tungt? Jeg bekymrer mig især om det fordi at jeg også græd næsten hver dag da jeg var 8-12 år gammel uden af der havde sket mig noget på forhånd, og jeg havde selvmords tanker da jeg var 11 år. Der er et eller andet i vejen.

2018-02-20 13:58:30

Kære dreng 19 år, Tak for dit brev! Det godt du skriver ind og ikke mindst godt at du får sat nogle ord på de oplevelser du har haft, som det virker som om du har gået meget alene med. Der er ingen tvivl om at du både har være udsat for fysiske og psykiske krænkelser fra din far, hvilket sagtens kan medføre både dårligt humør - og selvværd, men også depression. Du skriver også at du græd meget da du var 8-12 år gammel og at du faktisk havde selvmordstanker, hvilket skal tages alvorligt, da du har haft behov for støtte og omsorg, som jeg ikke fornemmer du har fået. Desværre har din mor ikke haft mulighed for at støtte dig - nærmest tværtimod - hvilket også har medført at du har været meget isoleret med dine problemstillinger og deraf din egen voldelig adfærd. Jeg mener på ingen måde, at du overreagere på din situation, men tværtimod har behov for at bearbejde de oplevelser du har været udsat for og din reaktion kun er helt naturlig. Jeg synes derfor det er godt at din læge vurdere at du skal have terapeutisk behandling, således at du får bearbejdet din sår du har fået på sjælen. Bedste hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

2018-02-07 19:32:48

Alder: 16
Køn: pige

Hej jeg er en pige på 16 år. For nogle måneder…

Hej jeg er en pige på 16 år. For nogle månederne siden havde min søster en kæreste. De havde været kærester i over 1 år og jeg var mærkeligt nok blevet rigtig tæt med ham. Jeg var tit alene med ham uden min søster og vi havde et fantastisk forhold. Også os alle tre sammen. Det er er ikke mange jeg kan tale med, men det kunne jeg med ham. Også mærkeligt nok, så følte jeg, at han var den storebror jeg altid havde ønsket mig, men ikke havde. De valgte at flytte i ny lejelighed sammen for første gang og nåede også at bo der nogle måneder. Min far især har lagt mange kraften i den lejelighed. En dag skulle mig og min far derhjem og holde en dejlig hygge fridag med min søster og Stefan som var kæresten. Da vi kommer derhjem bryder min søster grædende sammen og fortæller, at de har slået op og at Stefan flytter ud. Jeg bliver virkelig ked af det, men ved ikke hvordan jeg skal vise det, så jeg lader som ingenting. Stefan og jeg aftaler stadig at være “venner” og det bliver jeg mega glad for. Vi finder en dag hvor vi tager i Fields, det var hans fødselsdag den dag og det vr den hyggeligste dag ever. Det skal lige siges, at min søster havde det helt i orden med, at jeg var “venner” med ham. Hun synes fakt det har fedt. Kun 3 dage efter bliver ringet op af min mor som fortæller, at Stefan har låst sig ind i min søsters lejelighed om natten hvor han har vækket hende ved at slå hende i hoved og samtidig kvæle hende. Jeg snakkede normalt med min mor og lige så snart jeg lade på, brød jeg selv grædende sammen ude på toilettet. 4 dage efter ringer min mor og fortæller, at hun er på vej på skadestuen med min søster, fordi Stefan har været ude ved hendes arbejde og vente til hun havde fri, hvorefter han har overfaldet hende igen og slået hende i hoved. Jeg blev mega ked af det og i chock over, at den søde og gode Stefan jeg kender og elsker har gjort det mod min aller kæreste store søster som jeh elsker af hele mit hjerte. Jeg kan stadig ikke tænke på andet og ved ikke hvad jeh skal gøre. Jeg er så forfærdelig ked af det der er sket og tænker tit på det om aftenen når jeg skal sove. Der er så det, at en fyr fra min søsters arbejde har hjulpet hende meget i den tid og med at anmelde det osv. Han er vist rigtig sød og de er så nu gået hen og blevet kærester. Jeg skal for første gang møde ham på fredag og jeg glæder mig utroligt meget. Men jeg er også super nervøs. Hvergang jeh tænker på ham kalder jeg ham Stefan inde i mit hoved og det er HVER GANG. Jeg er nervøs for at møde ham, jeg er nervøs for om han kunne finde på at være lige sådan. Jeg bange for, at jeg for et lige sp godt forhold til ham og at han så viser sig at være lige sådan. Det er ikke kun min søster det påvirker. Det er også mig. Hjælp. Mvh mig

2018-02-08 18:04:59

Hej pige på 16 år ;) Det lyder som en meget voldsom oplevelse du og din søster har haft. Det er rigtig uhyggeligt at erfare, at en man kender og elsker viser sig at være en anden, end den man troede. Du fortæller om en tæt og meningsfuld relation med Stefan, som du kunne dele alting med - en slags reservebror. Du skriver ikke noget om, hvordan din søster og Stefan havde det. Eller om det var fordi, at hun var utryg ved ham og han før havde været aggressiv, at deres forhold stoppede. Volden imellem dem, var den resultat af bruddet, eller var den der før? Jeg tænker, at det kunne være en god ide at få en snak med din søster om, hvordan Stefan var overfor hende og om det var hans voldelige side, der fik hende til at bryde forholdet. Måske også hvilken rolle du fik i deres samliv. Hvordan kunne han være en sød ven overfor dig og samtidig angribe din søster? Legede han med jeres følelser? En masse spørgsmål, som kunne være hjælpsomme at få svar på, så du ikke skal gå og frygte, at historien gentager sig. Har du fået afsluttet venskabet med Stefan? Jeg tænker, at det er rigtig godt, at din søster har fået anmeldt volden og forhåbentlig fået stoppet angreb fra Stefan. Du skriver, at du græd men ikke delte dine følelser med din søster og din mor. Måske du skal åbne op og fortælle din søster om de følelser, du har haft i spil og om hvor svært det er for dig. Som du oplever det, er det to helt forskellige mænd i samme person. Et pludseligt skift uden varsel. I det lys kan jeg godt forstå, at du kan være nervøs for, at det samme kan ske igen. Lige nu bliver den nye fyr til Stefan. Det kunne tyde på, at det der er sket, ikke er blevet bearbejdet for dig. Der er noget, der skal ryddes op. Et kapitel, der ikke er lukket. Jeg håber du kan bruge mine svar til at komme videre. Du er velkommen til at skrive med os på chatten eller ringe til vores telefonrådgivning. mange hilsner Ingrid

Ingrid

Se svaret

2018-02-06 11:00:03

Alder: 41
Køn: pige

Hej Jeg skriver det her mest fordi jeg har brug f…

Hej Jeg skriver det her mest fordi jeg har brug for at få det ud nu. Jeg lever med min mand og 2 børn på 4 og 2. Min mand er opdraget til at være negativ og ikke stole på kvinder. Han anklager mig for have sexuelle forhold stortset med alt levende, specielt på arbejde. Han bliver meget let meget ked af det og råber stort set hele tiden, så meget at børnene er begyndt at kommentere det. Det kan være over ingenting. Han arbejder ikke pt, når han gør, er han meget træt og syg hele tiden og bidrager stort set ikke med noget hjemme. størreste del af hans løn er opsparing, som vi godt nok bruger hvis der er behov ellers giver vi det til hans familie. Han har flere gange slået men ikke så hårdt at jeg har fået mærker, han henviser slot til episoderne i det private. Og spørger om det ikke er ved at være længe siden at jeg er blevet irettesat. Jeg er konstant under opsyn, han kommentere mine toiletbesøg, og bliver decideret sur hvis jeg skal i bad uden at der har være sex involveret. Han skal have sex, meget. Jeg har totalt mistet løst. Dette gøre at han synes at han bekræftes i at jeg har sexuel forhold siden jeg er så mæt. Min søn gider ikke at spise, og vi har hele sundheds system involveret for at få styr på det, men der er altid rod ved bordet! Jeg kan ikke snakke med nogen, han er ekstrem manipulerende, og har fået mig til at skubbe alle væk, jeg har så heller ingen god familie netværk til at starte med. Jeg kan kun få mit igennem ved at sige de ord han gerne vil hører, altså manipulere ham. JEg har flere gange spurgt om hvorfor han ikke bare går fra os. Han har i en periode truet med at rejse med den ældste. På det gode dage er han en vidunderlig mand, god til at hjælpe og passe på os. Men der er langt mellem de dage. Problemerne bliver værre når der er udsigt til at min side af familien er ved at besøg. Vi bor i samme by. Selv ringer han daglig til sin familie, omkring det tid hvor jeg og børnene kommer hjem. Jeg er mentalt helt afhængig af forholdet. Jeg er veludannet med rigtig god løn. Jeg vil bryde mønstret og være fri, men er enorm bange for mine børn. Jeg vil ikke gå fra ham, men vil gerne have at han ser problemet. Til historien hører det, at det ligger i hans familie at slå kvinder og nedgør dem. Hans far, stor bror og fætre gøre det også. Jeg frygte at det er arveligt! Bliver mine drenge lige deres far?

2018-02-13 14:15:20

Hej kære mor på 41 år, Det lyder som om, at du er under et stort pres. Du fortæller, at din mand er jaloux, negativ, råbe og flere gange også har slået dig.Han presser dig for mere sex end du har lyst til og kontrollerer alt det du gør. Han bidrager ikke til familiens økonomi og sjældent til de praktiske opgaver. Han er ofte uden arbejde eller er syg og træt. Du bemærker også, at det går ud over børnene, som er begyndt at kommenterer på det. Og din søn kæmper med manglende lyst til at spise. Du skriver også, at der er noget i jeres forhold der gør, at du har svært ved at bryde ud. Det lyder alvorligt - og det lyder som om, at I skal have hjælp. Hverken du eller dine børn kan tåle det på den lange bane - og din mand lyder også til at være ret presset (du skriver han let bliver ked af det). Vores organisation er målrettet børn og unge, så jeg tænker, at du skal tage kontakt til mødrehjælpen eller få hjælp fra et krisecenter. Mødrehjælpen kan du kontakte på 70111212. Det du beskriver om din man er både fysisk og psykisk vold, og det skal ingen af jer leve med. Det kan være, at I kan få familiehjælp, så din mand får behandling og får normaliseret sin opførsel. Umiddelbart tænker jeg, at det nok vil være noget han skal arbejde med, mens du og børnene bor for jer selv, da han lyder medtaget og det vil tage tid. Det forudsætter også, at han går fuldt ind. Jeg håber du kan bruge mit input og at du søger hjælp hurtigt, så du og dine børn får et ordentligt liv Bedste hilsner

Charlotte

Se svaret

2018-02-01 14:46:38

Alder: 17
Køn: pige

Hej, jeg ved ikke om det her er relevant, men heg …

Hej, jeg ved ikke om det her er relevant, men heg har en rigtig god ven. Vi har været venner i et år nu og han er nok min bedste ven. Problemet er bare at han meget nemt bliver ked af det og nedtrykt og jeg føler at det er min skyld selvom jeg ikke har haft noget med det at gøre, men det gør jeg fordi at han siger jeg er den eneste person der gør ham glad. Og så føker jeg at hvis han ikke er glad så er deg min skyld. Jeg tænker hele tiden over mit ordvalg fordi jeg er bange for at sige noget der gør ham ked af det. Og jeg er ved at få det virkelig dårligt pga det. Jeg føler det er mit ansvar at passe på gam og holde hans humør oppe og det stresser mig at skulle passe på og være forsigtig og jeg føler jeg er ved at få en mindre depression af det. Jeg ved ikke om det er noget i hjælper med eller kan hjælpe med men jeg ville bare prøve.

2018-02-02 12:13:34

Kære pige på 17. Tak for dit brev. Det er ikke helt som du skriver inden for vores målgruppe, men jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig alligevel. Jeg tror det er vigtigt at få skilt tingene ad - Din vens sindsstemning og tristhed og din store omsorg for ham parret med at du føler skyld, hvis han ikke er glad - også selv om det slet ikke har noget med dig at gøre. Jeg tænker du påtager dig et alt for stort ansvar for noget, som du i virkeligheden ikke kan gøre noget ved. Jeg vil egentlig foreslå, at I begge - hver for sig - kontakter Børns Vilkårs Børnetelefon. I skal ikke lade jer forstyrre af, at det hedder noget med børn. De tager sig også af unge menneskers problemer og udfordringer. I kan ringe gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111. BørneTelefonen er åben alle dage, året rundt, fra kl. 11 til 23. Børnetelefonen har også mulighed for chat eller SMS. Så jeg vil foreslå, at I begge hver for sig kontakter telefonen i første omgang - din ven fora t finde ud af, hvorfor han er så ked af det og kun har dig til at gøre sig glad. Og du, for at kunne finde din vej i, hvordan du på den ene side hjælper ham, for det oplever jeg tydeligt, du gerne vil - og på den anden side, hvordan du kan passe på dig selv også, så du ikke kommer til at føle skyld for noget, du ikke er skyld i og ikke har indflydelse på heller. De varmeste hilsner til Jer begge to

Anne

Se svaret

chat med osbesøg os her