HVEM ER VI?

Bryd Tavsheden

Aktiv forebyggelse af familie- og kærestevold

 

Vores arbejde

Bryd Tavshedens formål er aktiv forebyggelse af vold i familien og mellem kærester gennem oplysningskampagner, temadage, en chatrådgivning, en webbrevkasse og ”Basen”, hvor børn og unge kan henvende sig direkte.

Foreningen blev stiftet i 2002 af Kirsten Hermansen og Lenie Persson under navnet Børn og Unge i Voldsramte Familier. I 2015 skiftede foreningen navn til Bryd Tavsheden. Foreningen er baseret på frivilligt arbejde, og vores aktiviteter er afhængige af penge fra fonde, sponsorater, donationer og medlemsbidrag samt offentlig støtte til konkrete projekter.

Bryd tavsheden

Familie- og kærestevold er så tabubelagt, at det er svært at tale om for mange børn og unge. Hvis vi skal volden til livs, må vi tale åbent om den. Bryd Tavsheden forebygger familie- og kærestevold gennem en række aktiviteter henvendt til børn og unge samt til forskellige målgrupper, der har eller vil få direkte kontakt med de voldsramte børn og unge. Hensigten er, at få børn og unge til at bryde tavsheden og dermed få hjælp til at bryde det onde voldsmønster i familien der uheldigvis både er arveligt og vanedannende.

Familie- og kærestevold i Danmark

Vold i familien og kærestevold er store, men skjulte problemer i Danmark. Hvert 6. barn oplever vold i hjemmet, hvilket svarer til, at der sidder 3-4 i hver klasse. På samme vis er kærestevold et problem, de unge ikke taler med andre om. Her viser de nyeste undersøgelser, at omkring 31.500 unge mellem 16 og 24 er i et voldeligt kæresteforhold.

Break the Chain

Når børn og unge dag efter dag bliver udsat for fysisk eller psykisk vold, sætter det dybe spor. Disse børn og unge er ikke alene disponeret for psykiske lidelser som depression og angst, men der er også overhængende fare for, at de tager voldsmønstret med sig ind i voksenlivet.

40 % af de piger, der oplever vold i barndommen, accepterer tilsyneladende også vold i et kæresteforhold eller bliver selv voldelige. Omkring halvdelen af alle drenge, der vokser op med vold i familien vil senere udøve vold mod en kæreste eller et familiemedlem eller vil acceptere at blive udsat for kærestevold. Derfor er det nødvendigt at vise de unge, at det kan lade sig gøre at “bryde voldskæden” og det første skridt på vejen er at bryde tavsheden om volden.