Drop-in møder
Et fællesskab for dig, der er kommet ud af volden

Drop-in møde, et fællesskab for dig, der er kommet ud af volden
Mange, der er kommet ud af volden, savner et sted, hvor de kan være sammen med andre, der forstår én – uden at man skal forklare sig selv igen og igen. Et sted, hvor der er plads til at dele erfaringer med vold, lytte, lære eller bare være til stede i et rum, hvor man ved, at alle forstår. Det er præcis dét rum, vores drop-in fællesskab er.
Drop-in fællesskabet er et trygt rum, hvor vi møder hinanden præcis, som vi er. Du behøver ikke at forberede dig, dele noget bestemt eller kunne noget særligt. Det eneste, du skal, er at møde op – så er du en del af fællesskabet. Vi sørger for noget at tale om, aftensmad og hygge.
Elisabeth Belinda, som selv er vokset op med vold i hjemmet, og Henriette Høst-Madsen fra Bryd Tavsheden, er med hver gang. De sørger for, at der er et trygt rum med korte oplæg om forskellige emner relateret til vold i nære relationer, tid til at snakke og reflektere sammen – og plads til bare at være til stede, uden at du behøver forklare dig selv.
Drop-in fællesskabet kan også give dig mulighed for langsomt at opbygge tillid til andre, møde unge, der forstår dig, og opleve, hvordan det kan føles trygt at være en del af et fællesskab – uden pres og i dit eget tempo.
Det er gratis at være med. Det eneste, du skal gøre, er at melde dig til.
Praktisk info
For unge 15–24 år
Gratis at deltage
Der er aftensmad til alle, der kommer
Sted: Bryd Tavsheden, Tornebuskegade 7, st., 1131 København K
Tid: kl. 17–20
Datoer:
Tirsdag d. 11. august
Tirsdag d. 8. september