Ring til os
Telefonen er åben mandag – torsdag kl. 17.00-20.00
Har du brug for akut hjælp, kontakt Lev Uden Vold på 1888.

Har du brug en, der lytter, eller et godt råd?
Hvis du oplever vold og har brug for at tale med nogen om det, kan det være rart at tale med en, der har tid til at lytte og forstår det, du står i.
Når du ringer til os, sidder vores rådgivere klar til at lytte og hjælpe dig. De har stor viden om vold og har talt med mange børn og unge, der har oplevet vold.
Der er derfor ikke noget, du kan sige, der chokerer eller skræmmer os væk. Vi sidder klar til at lytte, forstå og hjælpe dig.
Tøv ikke med at ringe, hvis du har oplevet vold eller har brug for os.
Du behøver ikke fortælle os dit navn, og samtalen er mellem dig og rådgiveren.
Ring til os på 44 45 20 40
Ofte stillede spørgsmål
Vold kan se ud på mange forskellige måder. Det er ikke kun vold, hvis du bliver slået. Det kan også være vold, hvis nogen ødelægger dine ting, overvåger dig eller gentagne gange nedgør, truer eller kontrollerer dig.
Hvad betyder det at være anonym?
Hos os kan du altid vælge at være anonym. Både på chat, brevkasse og over telefon. Det betyder, at vi ikke behøver at vide hvem du er, hvor du bor eller hvad du laver.
Du kan trygt dele dine oplevelser med os. Det vigtigste i vores rådgivning er, at du føler dig tryg og sikker i at dele dine oplevelser med vold.
Hvad sker der, når jeg starter en rådgivning?
Når du starter en chat eller skriver til vores brevkasse, får du først mulighed for at udfylde et par oplysninger om dig selv. Det kan hjælpe os med at give dig den bedst mulige rådgivning, men det er helt frivilligt. Du bestemmer selv, hvad du vil fortælle os. Herefter bliver du sendt direkte videre til chatten eller brevkassen.
Hvad sker der efter en rådgivning?
Når du er færdig med en chat, bliver du bedt om at udfylde et spørgeskema. Det hjælper os med at gøre vores rådgivning endnu bedre. Vi håber, du har lyst til at besvare det. Efter du har skrevet til vores brevkasse, går der 1-3 dage, før du får svar.
Hvad hvis jeg ikke helt ved, hvad jeg vil chatte om?
Det er helt fint! Du behøver ikke vide præcis, hvad du vil tale om, eller om det, du oplever, er vold. Vi taler om det, du har brug for. Vi hjælper dig med at bearbejde dine oplevelser, få styr på dine tanker og følelser og giver dig konkrete råd til, hvad du kan gøre i netop din situation. Du behøver ikke at forberede noget på forhånd.
Hvad betyder tavshedspligt?
Alle vores rådgivere er underlagt tavshedspligt. Det betyder, at vi ikke deler informationer om dig uden for Bryd Tavsheden, medmindre du er i en farlig situation, som vi kan hjælpe dig med at afværge, eller din familiesituation er sådan, at vi kan hjælpe dig med at underrette kommunen. I disse tilfælde kan vi fravige vores tavshedspligt og dele dine informationer med relevante myndigheder.
Hvem møder jeg på chatten?
Her møder du rigtige mennesker, som sidder klar til at lytte og hjælpe dig med det, der fylder. Alle vores rådgivere er frivillige og bruger deres fritid på at hjælpe børn og unge som dig. De har gennemgået et grundigt uddannelsesforløb og har stor viden om vold. Det betyder, at de har en god forståelse for det, du oplever, og kan hjælpe dig videre.
Kan I hjælpe med at kontakte kommunen eller politiet?
Ja. Hvis du har brug for vores hjælp til at kontakte kommunen eller politiet, vil vi bede dig om at fortælle os, hvem du er. Vær opmærksom på, at hvis du gør det, er vi underlagt underretningspligt. Det betyder, at vi har pligt til at gå videre med din sag, så du kan få den hjælp, du har brug for. Vi vil altid oplyse dig om, hvis du har opgivet din anonymitet, før vi går videre med din sag.
Du kan læse mere om underretning på www.underretninger.dk
Hvad er mine muligheder for at klage?
For os er det vigtigt, at du har en god oplevelse i vores rådgivning. Hvis du har haft en dårlig oplevelse, har du mulighed for at klage.